Menneskekroppens mineraldepoter
De formodede depoter til de enkelte for Dr. Schüßler anvendte mineralstoffer.
Nr. 1 Calcium fluoratum: Tandemalje, knoglemarv, overhud (epidermis), alle elastiske væv, som hornstof (kratin) er indlejeret i.
Nr. 2 Calcium phosphoricum: Knogler, tænder
Nr. 3 Ferrum phosphoricum: Næserødder indvendigt - ved kronisk mangel opstår en smal overgang.
Nr. 4 Kalium chloratum: Bronkier, slimhinder
Nr. 5 Kalium phosphoricum: Tindinger
Nr. 6 Kalium sulfuricum: Bugspytkirtel
Nr. 7 Magnesium phosphoricum: Knogler inkl. hjerte.
Nr. 8 Natrium chloratum: Slimhinder
Nr. 9 Natrium phosphoricum: Lymfer.
Nr. 10 Natrium sulfuricum: Lever
Nr. 11 Silicea: Bindevæv
Nr. 12 Calcium sulfuricum: Lever
Betydningen af mineralstofdepotet i kroppen: Kroppen - et forebyggende væsen
Vi skelner mellem forskellige typer depoter i kroppen:
Funktionsmidlernes depoter i intersticielvæsken og i blodet udgør det såkaldte arbejdsdepot. Det er det aktuelle depot, der står umiddelbart til rådighed. Arbejdsdepotet opfanger løbende de aktuelle behov i kroppen. Visse er især de frie ioner i kropsvæskerne, såsom blod, lymfe, bindevævsvæske (-gennemstrømmer hele organismen), som hurtigt bliver tilgængelige og overtager kroppens styrefunktioner, især i den aktuelle stofskifteproces. Disse ioner forsyner cellerne, og de ligger generelt fint fordelt, også på mikroniveau.
Disse mikroskopiske mineraler er også oplagret i organvævet og deltager i det samlede stofskifte. Fra disse bringes de mikroskopiske mineralstoffer ”i omløb” i organismen. Dertil hører knoglerne til nr. 1 og til nr. 2 blodet og leveren til nr. 3, bindevævet og kirtlerne til nr. 4, nervesubstans og milt til nr. 5, bygspytkirtel til nr. 6, knogler og hjerte til nr. 7, nyrerne til nr. 8, lymfen til nr. 9, leveren til nr. 10, bindevævet til nr. 11 og til nr. 12.
Depotet til funktionsmiddel i cellerne består af en optimal opfyldning eller opladning af cellerne med mineralstoffer ud over det normale funktionsbehov og udgør et langtidsdepot. Organismen har adgang til dette lager, når det udtømte arbejdsdepot skal genopfyldes efter længere tids belastning. Det er kun nødvendigt, hvis de manglende mineralstoffer ikke stilles til rådighed fra andre kilder.
Langtidsdepoter er depoter til molekyler, der hverken anvendes til energiomsætning eller opbygning af væv eller struktur. Deres tilstedeværelse og tilstedeværelse er derfor ingen luksus, fordi organismen med klogskab og forudseenhed opbygger et buffersystem, der formår at affjedre kraftige usædvanlige belastninger.
Langtidsdepoter er heller ikke påkrævet til vævets funktionevne. Dertil hører f.eks. ethvert depot, som vi undersøger i antilitsanalysen. Langtidsdepotmangel viser os behovet for mikro- og makromineraler, hvis manglen er for stærk eller kronisk, skal der medtages en makroforsyning. Når arbejdsdepotet er opbrugt går kroppen fra langtidsdepotet for at opfylde arbejdsdepotets behov for at gøre stofskiftet så optimalt som muligt.
Hvis langtidsdepoterne sænkes (kroppen udtømmer ikke alle langtidsdepoter, så længe den kan opretholde stofskifteprocessen på halvt blus), så må organismen nedbryde væv for at få adgang til de indlejrede mineraler.
Også i ansigtsanalysen opdager vi manglerne, der påvirker organismen: Ved nr. 1 mister hornstoffet sin binding, ved nr. 2 nedbrydes knogleceller i højere grad, nr. 3 fremmer den manglende gennemblødning af knoglerne, nr. 4 bevirker, at fibermaterialet frisættes og f.eks. mister slimen i bronkierne sin binding eller blodets viskositet øges. Nr. 5 frigives fra henfaldet væv, som forårsager en rådden og brændt lugt. Nr. 6 tilføres kroppen fra huden, kobling af mineralstoffer til melanin bliver opløst, og melaninet frigives, så der dannes okkerfarvet slim. Nr. 7 frigives fra knoglerne, nr. 8 fra slimet i næseslimhinderne, som derefter løsnes som snot og løber ud af næsen, eller det hentes fra brusken. Nr. 9 frigives fra lymfen til organismen, hvorved mennesket tiltagende syres til. Nr. 10 forsynes fra leveren, hvorved udrensningseffekten svækkes. For at optage nr.11 nedbryder kroppen bindevæv, så der dannes rynker. Hvis nr. 12 tages fra vævet, svækkes gennemtrængeligheden af alt væv og kommunikationen mellem cellerne, når det ”svækkes”.
Alle funktionsmidler, der er i cellerne varetager funktionen eller i vævsopbygningen og styrer den, danner den substans, som organismen kun falder tilbage til i yderste nødstilfælde. Hvis det subtile mineralspejl falder, tvinges organismen i højere grad til at nedbryde livsnødvendige substanser. En god substans er livsnødvendig som såkaldt ”grundkonstitution“. Med substans – ”Det har kostet mig substans“ – menes, at det intracellulære (Mikro) indhold af mineralstoffer skal være reduceret, således at bindingen af det pågældende mineralstof svækkes på makroniveau, så det enten deponeres eller udskilles. Organismen nedbryder substans, det vil sige, substansen svækkes, og der opstår en enorm svækkelse af den menneskelige organisme. Når man bliver gammel, ses svind i muskelmassen, knoglemassen, bindevævet, diverse tegn på aldring og slid.
Mennesker, der har svære, livstruende belastninger, har ikke længere adgang til mineralstoffer. De lever fra ”hånden til munden”, som ordsproget så sikkert udtrykker det. Det betyder, at organismen ikke lagrer de mineralstoffer i organismen, der er nødvendige for overlevelse, men derimod er tvunget til at indtage dem løbende for at genopbygge ødelagt væv og derved opretholde de vigtigste livsfunktioner. Så længe den beskrevne proces optræder, forbliver de indikationer, der ses i ansigtet uforandrede. Først når organismen har mulighed for at skabe reserver, selvom de i starten er meget små, forandrer de antlitsanalytiske tegn sig, fandt Kurt Hicketer.
Hvis langtidsdepoterne også udnyttes til grænsen, skal kroppen nedbryde væv, som forårsager funktionsforstyrrelser, altså sygdom. Disse varer lige så længe, som organismen kan opretholde en minimal funktionsevne under udnyttelse af de øvrige mineralstoffer.[1] I det videre forløb er der to muligheder:
Enten ser organismen ikke længere nogen mulighed for at kunne organisere funktionen i længere tid og giver afkald på en længerevarende overlevelse af kroppen. Derved frigives de sidste reserver fra depoterne. Den syge ”blomstrer op igen”, som det ofte ses, før en alvorligt syg person dør.
Eller de nødvendige stoffer tilføres kroppen, og så går det ”pludselig op ad bakke igen”.
Organismen bestræber sig altid på at have fyldt depoterne op.
Her et kort enkelt eksempel: Snue
Hvis man befinder sig udenfor med for lidt tøj på i den kolde årstid, bruger organismen enormt mange molekyler fra natrium cloratium nr.8 til varmeregulering, fordi kulden har uhindret adgang til hudoverfladen. Molekylerne trækkes ud af safterne fra det aktuelle depot. I disse opstår en naturlig mangeltilstand, som organismen gerne vil genoprette.
Hvis manglerne nu ikke afhjælpes ved for eksempel at indtage Schüßler-mineralstoffer, så hentes mineralstofferne fra langtidsdepoterne. Man kan også betegne dem som de konstitutionelle depoter. I daglig tale siger man: ”Det gik ud over substansen”. Jeg har allerede tæret på mine substanser!“ Der aktuelle depot skal altid være fyldt op for at imødegå visse belastninger. Det er bufferen, som overraskende belastninger kan opfanges med.
Depotet til nummer 8 er slimhinderne, især næseslimhinden. Molekylerne er forbundet med slimhinden, tilknyttet. Nå mineralmolekylerne kun hentes til de aktuelle lagre, anvendes slimstoffet som affald. Det er det velkendte rod, der optræder ved snue.
Et menneske formulerer det som ”jeg er blevet forkølet, fordi jeg har snue. Men der er faktisk tale om en specifik mineralmangel, som viser sig på denne måde. Der leveres herved kortsigtede, aktuelle depot igen fra langtidsdepoterne, de konstitutionelle depoter. Organismen har tid til langtidsdepotet. Det kan det fylde op, når der byder sig en lejlighed, fordi det ikke udsættes for de aktuelle belastninger.
Depotet og sundheden er i intensiv kontakt. Når depoterne er fyldt op, hersker der udbredt velvære som er kombineret med stor spændkraft. Sundhed er mere end blot udeblivelse af sygdom, den består i en god grundkonstitution og har som forudsætning, at lageret fyldt godt op.
Hvis depoterne ikke længere fyldes op pga. forskellige krav, men derimod nedbrydes, opstår en træthedsfornemmelse, som ikke er så let at ryste af sig. Man føler sig opløst, brugt, udmattet, utilpas, simpelthen udbrændt, afkræftet.
(nedsat fordøjelsesevne, præstation, bevægelse, afgiftning, der er rodfæstet i ”reaktioner”.)
Jo lavere depotet er fyldt, desto mere indskrænkes funktionsevnen. Livet og ydeevnen bliver forringet. Organismen fastslår, hvilken aktionsradius, de forringede depoter tillader. Før depotet tømmes helt, griber organismen til nødforanstaltninger. Jo tættere depotet kommer på at tømmes, desto flere driftsforstyrrelser dukker der op. Det forholder sig ikke således, at organismen nedbryder depotet, hvorefter intet fungerer. Den bestemmer udmærket, på den ene side, hvilken rangorden, der tilkommer det næsten udtømte depot, og på den anden, kroppens nu endnu mere mangelfulde funktion. Der opretholdes løbende en fin balance mellem begge.
Således bestræber organismen sig under alle omstændigheder på at opretholde en reserve, så alvorlige nødstilfælde kan opfanges i forbifarten. Kun i yderste nødstilfælde er organismen klar til at ofre sine sidste reserver. Så udsættes livet også for alvorlig fare.
Et eksempel fremhæver dette: Kiseljord er et mere betydningsfuldt mineralstof for kroppen. Hvis forrådet aftager, reduceres driften til tvingende nødvendighed. Først skal der ske ændringer ved hårene, neglene og det ydre bindevæv. Der dannes rifter i vævet, f.eks. graviditetsrevner eller lyskebrok. Det næste lag er således bindevævslagene i årerne, der dannes let blå mærker. Det er disse blodsudgydelser, hvor blodet siver ud i vævet, fordi de små årer punkterer også allerede ved et let stød.
Nedbrydningen af bindevævet i hjertet først hen mod slutstadiet, når den mangelbetingede nødssituation ikke råder over andre mulige tiltag. Så sænkes ydeevnen hurtigt. Derudover sænker organismen under alle omstændigheder ydeevnen, så de valgte muskler, årer osv. ikke overanstrenges. Helt i slutningen kommer sammenbruddet, måske som nervøst sammenbrud eller endog som hjerteinfarkt.
Indtager mennesket, der lider så store mangler, nr. 11 Silicia (kiseljord), må vedkommende ikke forvente, at hårene straks vokser ud igen. Organismen genopbygger efter behov de beskadigede væv, og fylder derved samtidig de udtømte depoter og først meget senere kommer også hårene i orden.
Forsynes kroppen på denne måde, forsvinder problemerne, der har stået på i lang tid, ikke uden videre. Det kræver tålmodighed at give organismen den tid, det tager at restituere sig og organisere livsprocesserne tilfredsstilllende. Denne holdning er fremmed for det moderne menneske. Men den skal helt bestemt opøves igen, fordi man på længere sigt kan blive et sundt menneske.
Jo mere depotet tømmes, desto større bliver funktionsforstyrrelserne (sygdomme), men også de ikke fyldte depoter, som allerede nævnt, en forstyrrende faktor. Hvis ”dets” mineralstoffer, som depotet stiller øgede krav til, f.eks. ved en bestemt belastning, så kan den ikke stå til rådighed. Der opstår panik i form af allergi eller sammenbrud. Før det når så vidt, undgår mennesket at indlade sig på situationer, hvor det kommer i berøring med stoffer, som det ikke kan tåle. Det kan f.eks. ikke længere spise diverse næringsmidler, reagerer allergisk på blomsterpollen eller tåler ikke forskellige dyrs tilstedeværelse.
På denne måde bliver livet stadig vanskeligere. Livskvaliteten aftager stille og roligt. Jo vanskeligere, det bliver, desto mere viser det sig, hvor meget depotet i kroppen er ludpint med nedsat funktionsevne til følge. Jo lavere forrådet er, desto heftigere en reaktion opleves, indtil det bare ikke går længere og ovennævnte sammenbrud indtræffer. Det er også kendetegnende, at organismen mangler mange driftsmaterialer til drift, og nogle mangler næsten komplette.
Ved indtagelse af mineralstoffer ifølge Dr. Schüßler skal der ubetinget tages hensyn til sammenhængen mellem driftsmaterialer og deres depoter, fordi en væsentlig del af en virkelig kur ellers ville blive negligeret.
Nødvendigheden af at fylde depoterne op
Som udgangspunkt har depoternes opfyldning afgørende betydning for substitutionskure. Det overlades til organismen at skelne mellem de forskellige mineralstoffer og optage dem i de relevante depoter.
Hvis der nu er stor mangel og tilsvarende sundhedsproblemer, fylder kroppen depotet løbende, og de enkelte symptomer forsvinder gradvist. Organismen bestemmer altid, hvad der skal lægges mest vægt på. Nemlig opfyldning af depoterne eller bearbejdningen af et aktuelt sundhedsproblem.
Normalt antager man, at organismen først bearbejder funktionsforstyrrelserne. Der er ligeledes en driftsforstyrrelse ved det endnu ikke tilstrækkelig opfyldte depot, fordi der derved ikke kan responderes på de forskellige belastninger. Det er spændende at lægge mærke til, hvornår mennesket langsomt bliver sine problemer kvit ved en sådan behandling og samtidig konstant bliver stærkere og mere modstandsdygtig.
Sammenfattet kan man konkludere følgende: Det kan forekomme, at det ønskede resultat ikke indtræffer straks ved indtagelse af mineralstoffer ifølge Dr. Schüßler. Netop i de tilfælde kunne der være tale om andre usynlige eller ikke påfaldne problemer, eller organismen fandt det måske vigtigere at fylde depoterne op.
Det er specielt vigtigt at tage hensyn til depotet under graviditet, især lige efter fødslen, når udnyttelsen af moderens krop fuldstændig bryder igennem. Også i ammeperioden skal der udvises særlig opmærksomhed.
Kapitlet om depoterne kan sammenfattes i følgende billede:
Arbejdsdepotet kan sidestilles med en girokonto i betalingssystemet. Langtidsdepoterne kan sammenlignes med en bankbog, som der altid hæves på, når det er nødvendigt. Når der er overskud, kan der endda skabes et indestående kontoen.
Hvis der opstår fordringer ude over mullighederne for en opsparingskonto, oprettes der realkreditlån, som trækker på lagerbeholdningen (fast ejendom, aktiedepot). På det kropslige plan betyder det, at vævet nedbrydes med funktionsforstyrrelser til følge.
Sammenfattet kan det fastslås, at mineralstofferne ifølge Dr. Schüßler yder et ideelt bidrag til sygehusvæsenet og sundhedsplejen!
Opbygning af depoterne - konsekvenser
Sammendfattende kan man sige: Hvis depoterne udtømmes, arrangeres livet på et stadig alvorligere plan. Der er begrænsninger i kosten, f.eks. med hensyn til hvad man kan spise eller drikke, ydeevnen aftager og især bevægelsesfriheden. Senere kommer det til at dreje sig om at nedbryde væv eller alvorligere skader i organismen.
Hvis der nu indtages mineralstoffer ifølge Dr. Schüßler, er der ikke tale om, at f.eks. nr. 1 Calcium fluoratum transporteres over i blodbanen til anvendelsesstedet, f.eks. åreknuder i underbenet, efter det er opløst i munden, men der sker en uventet proces:
Grundregulation iht. Pischinger, det såkaldte Pischinger-rum, ECM[2], det kolloide bindevæv, gennemstrømmer bindevævsvæsken. Da dette lokalområde udgør et kommunikerende kar, bliver potentialet i hele området øget ved indtagelse af Schüßler-saltene og organismen kan - på grund af depoternes stigende potentiale og driftsmaterialerne - umiddelbart organisere sig på et højere niveau og dermed bliver alle zoner forsynet med de nødvendige driftstofffer.
Således opstår der sommetider særdeles hurtig uventede forbedringer af helbredssituationen, også på områder, hvor man ikke har forventet dette. For Schüßler-salte anvendes i hele kroppen og ikke kun i en mangel. Mangeltilstand virker i hele kroppen, men også forsyningen med disse så nødvendigt anvendte funktionsmidler.
Man må i hvert fald ikke lade hånt om forsyningen på næringsstofområdet! I denne henseende har Adler Pharma lavet pionerarbejde i Zell am See og sammenfattet korresponderende næringsstofpræparater til virkningsområdet af de enkelte grundmidler.
[1] Kroppens funktion sættes på ”vågeblus“. Hvis det er tilfældet skal man være opmærksom på en klogt valgt ”åbningsdosis”. Den tager hensyn til den ”den kroniske sygdomstilstand”.
[2] Ekstra cellulær matrix