Biografi

 

Dr. Wilhelm Heinrich Schüßler

Wilhelm Heinrich Schüßler blev født den 21. august 1821 i Zwischenahn i Storhertugdømmet Oldenburg (i dag BRD). Her tilbragte han også sin barndom. Han var ikke i stand til at afslutte gymnasiet. Inden sin embedseksamen i Oldenburgt skulle han nemlig indhente studentereksamen (matura).

Schüßler var uhyre sprogbegavet. Han havde kundskaber i græsk og latin, han talte italiensk, spansk og fransk. Ja, han beskæftigede sig sågar med Sanskrit i de senere år. Beskæftigelsen med disse sprog dokumenteres af bestanden af bøger i hans efterladenskaber. Familien Schüßler var meget fattige, og formodentlig klarede Wilhelm Heinrich sig igennem med sprogundervisning og som huslærer, indtil han i en alder af tredive år begyndte på studiet. Han modtog sandsynligvis pengene fra sin ældste bror Ernst på betingelse af, at han senere blev homøopatisk læge.

Han studerede et år i på det medicinske fakultet i Paris, som havde et særdeles godt ry på det tidspunkt. Derefter fortsatte han sine studier i Berlin, hvor han oplevede starten på en kursændring i medicin fra en naturfilosofisk til en naturvidenskabelig indfaldsvinkel. Man gik ikke længere ud fra de filosofiske bestræbelser, som erkendelserne af natur, love, former og fænomener fra den synlige natur blev baseret på, men derimod fra erfaringerne fra de empiriske eksperimenter. Erkendelserne inden for naturvidenskaben erhverves gennem betragtning, måling, sammenligning og eksperiment.

 Der var blandt andre lærde på denne tid Justus von Liebig og Rudolf Virchow. Deres forskning havde afgørende indflydelse på den medicinstuderende Schüßler. Sågar i Berlin tog det ikke længere end et år. I Gießen fortsatte han således ikke alene sine studier, men færdiggjorde også sin doktorgrad.

Efter sin eksamen rejste Schüßler til Prag. Der var fremragende lærer i homøopati, hvilket sandsynligvis var en af årsagerne til, at han læste videre her. Efter et semesterophold i Prag indgav han ansøgning til den storhertugelige regiering om at blive indstillet til den medicinske embedseksamen. Denne ansøgning blev afvist af den siddende regering, fordi han på den ene side ikke kunne dokumentere studentereksamen og på den anden ikke kunne dokumentere fire års fuldtidsstudier, hvilket blev krævet i henhold til den Oldenborgske forordning fra 30. 4. 1831.

I 1857 søgte Schüßler igen om optagelse embedsstudiet, efter han havde bestået studentereksamen i det ”gamle gymnasium”. Denne gang kunne Schüßler fremvise alle de påkrævede papirer til studiet med henblik på embedseksamen, og der blev fastlagt en frist. Den medicinske embedseksamen, som varere i flere dage, blev afsluttet den 14. august 1857.

De meget omfangsrige og relativt strenge regler vedr. medicinske forhold er meget forbløffende. Det medicinske ”Collegium Medicum”, altså det storhertugelige sundhedsministerium, blev oprettet i 14. september 1818 til eksaminering af potentielle læger, kirurger, apotekere, jordmødre og dyrlæger. Derudover blev det eller de enkelte medlemmer brugt til at udarbejde ekspertudtalelser.

Således skulle det også beslutte sig for at godkende Schüßler som homøopatisk læge. På Schüßlers tid levede der stadig elever af Samuel Hahnemanns, homøopatiens grundlægger. Den nye behandlingsmetode var meget omstridt blandt læger og blev ofte forkastet.

Homøopaterne blev ikke optaget i de lægelige organisationer og mere end en gang støder man på bemærkningen ”den tidlige læge”, når han har henvist til homøopatien. Selvom lægerne afviste homøopatien, fik behandlingsmetoden en begejstret modtagelse blandt mennesker, for selv på det tidspunkt vaklede tiliden til den klassiske medicinbehandling. Mange mennesker henvendte sig i stedet til homøopatien pga. metodens succes, men også andre retninger fik stor opbakning, f.eks. præsten Sebastian Kneipp.

Således ansøgte 309 borgere fra Oldenburg om at få godkendt en homøopatisk læge. De henviser til den unge læge Dr. med. W. H. Schüßler, som ganske kort forinden havde bestået sin eksamen og i den forbindelse meldte sig klar til at udøve homøopatisk praksis. Der blev udstedt tilladelse - og koptaget et begrænset antal læger - den 2. januar 1858.

Schüßler indtog sin bopæl i Oldenburg. Trods sine lave priser kunne han allerede i 1877 købe en byggegrund begynde at bygge hus. Han flyttede ind i 1880 og boede der til sin død.

Der er kun sparsomme oplysninger om hans privatliv. Det skyldes først og fremmest, at han altid har afvist at lave biografiske noter. Han levede et stille og tilbagetrukket privatliv, så derfor er det vanskeligt at sige noget om det. Da Schüßler først havde udviklet sin biokemi, gik hele hans efterfølgende virke ud på at forbedre denne lære. Det skulle være hans eneste opgave. Vi ved, at han ikke havde det spor let i sin ungdom, en situation der blev ved med at spøge i hele hans liv. Han var en fastlås natur og indadvendt. Det kunne være, det også var grunden til, at han aldrig blev gift.

Siden han fik bestalling som homøopatisk læge i Odenburg, var Schüßler endelig kommet det tidspunkt, hvor han kunne starte sin lægegerning. Han var stadig homøopat, og biokemi blev først bragt på banen 15 år senere.

Schüßler begyndte efterfølgende snart at skrive artikler og diskutere de aktuelle medicinske og homøopatiske problemer. De blev offentliggjort i tidsskrifter og blev ofte modsagt. Schüßler gav svar på tiltale, og det gerne og med eftertryk. I 1861 blev han medlem af den homøopatiske centralforening, som han forlod igen i 1876, fordi de ”toneangivende herrer” ikke vil anerkende min terapi som en homøopati ... ” (Schüßlers egne ord).

Schüßlers søgen efter en mulighed for at reducere det omfangsrige homøopatiske behandling, så den blev mere gennemskuelig, ville uundgåeligt før eller siden sætte ham i modstrid med den Hahnemann’ske s skole. Så opstod den ”biokemiske behandlingsmetode”. Der skal nævnes tre videnskabsfolk, hvis forskning har dannet grundlag for Schüßlers livsværk.

Hollænderen Jacob Moleschott underviste i fysiologisk kemi i Heidelberg, Zürich og Turin. Han rettede fokus af alle biokemiske processer, der forløber i en celle eller i kroppen, inkl. alle mulige mellemstadier i stofskiftet, centralt i sit arbejde. Hans bog ”Kreislauf des Lebens“, Livets kredsløb, der udkom i første udgave i 1852, gav Schüßler værdifulde impulser, som han senere i det væsentlige baserede sin helbredelsesmetode på.

Schüßler har også videregivet passagen fra Moleschotts værk, som for ham var et ledemotiv: „Organernes opbygning og levedygtighed er betinget af den nødvendige mængde af uorganiske bestanddele. Og det begrundes med, at de senere års påskønnelse af forholdet mellem de organiske stoffer og de enkelte dele af kroppen, hverken arrogant underkender betydningen af eller ivrigt giver løfte om, at helbredsmetoden går en strålende fremtid i møde.

På baggrund af de faktiske omstændigheder bestrides det ikke længere, at reststoffer fra forbrændingsprocessen, de såkaldte askebestanddele, er lige så vigtige for den indre struktur - og dermed i lige så væsentlig grad er en del af vævets formgivende og artsbetingede grundlag, som de stoffer, der fordamper under forbrænding. Ingen sande knogler uden limgivende grundlag, og intet brusk uden brusksalt blod uden jern eller savl uden chlorkalium.“ Disse udsagn fra Moleschotts tilsluttede Schüßler sig udtrykkeligt til år 1879: ”Ovennævnte ord gav mig for godt og vel 6 år siden ideen til at anvende de pågældende uorganiske salte - og kun disse - til helbredende formål.“

Rudolf Virchow, en videnskabsmand, der arbejdede i Berlin fra 1876, har med sin bog om ”Cellulær patologi“ vundet stor indflydelse på tilblivelsen af Schüßlers biokemi. Denne bog, der er en grundlæggende sygdomslære, blev udgivet i 1858 og har opnået en indflydelse på medicin, som strækker sig helt op i nutiden, selvom nye erkendelser har reduceret kravet til helhedssyn betragteligt. Det betyder, at dette værk ikke længere alene er udslagsgivende for forståelsen af de sygdomsfremkaldende forandringer i cellen.

Justus von Liebig er den tredje videnskabsmand, hvis forskning har haft stor indflydelse på Schüßlers virke. Han underviste i Gießen og har først og fremmest forsket i planter og dyr. Han brugte også udtrykket ”næringssalte“. Hans indflydelse på Schüßler fremgår klart af følgende tekster:

”For landbruget har de uorganiske stoffer i planterne allerede fundet anvendelse via landbrugeskemien. Jeg har sat mig for, at overføre den kemiske viden angående væv fra dyr til det lægelige område“.

”Derved er min behandling en analog til landbrugskemien. Ligesom enhver fornuftig landmand ved, at syge planter kan trives, hvis de sprøjtes med en saltopløsning, der svarer til deres egen, kan jeg kurere sygt dyrevæv ved at indgive molekylerne fra et uorganisk salt, der passer til det, som sygdommes funktionsforstyrrelse er betinget af“.

Fra og med år 1872 arbejdede Schüßler intensivt med sin nye helbredelsesmetode og brugte kun de nye funktionsmidler i sin praksis. I marts 1873 udgav han for første gang sine indsigter i det tyske almene homøopatiske tidsskrift ”Allgemeine Homöopathische Zeitung“ under titlen ”abgekürzte homöopathische Heilweise“ (forkortet homøopatisk helbredelsesmetode). Især de ældre homøopater reagerede med tilbageholdt skepsis på den første publikation. Schüßler blev opfordret til at levere et indikationsskema (over anvendelsesmuligheder) og nogle udførlige sygehistorier for muliggøre verificering af midlernes virkning.

Det er her meget vigtigt at påpege de store omvæltninger, Schüßlers nye indsigter forårsagede, og hvilken revolution de udløste. Homøopaterne skulle nemlig lære utallige homøopatiske remedier på deres studium. (På Dr. Schüßlers tid var der efter hans egne udsagn tale om 200 forskellige midler). Derudover arbejdede mange fremragende forskere på at fremstille de pågældende remedier. Nu skulle det være muligt at nøjes med kun 12 midler til alle helbredelige sygdomme. Det var simpelthen utænkeligt.

Allerede som homøopatisk læge blev Dr. Schüßler udsat for kritik og udfordrende stillingtagen. Da han efterhånden bevægede sig bort fra den homøopatiske vinkel med sin biokemiske helbredelsesmetode, var han langt mere i krydsild og genstand for kritiske anfægtelser. Han blev aldrig træt af at repræsentere og give udtryk for sin holdning.

I 1874 udkom Dr. Schüßler arbejde for første gang som ”Forkortet terapi“ i form af en brochure.

Heri angav han også sine udvalgte mineralstoffer i en for os usædvanlig rækkefølge.

1. Ferrum phosphoricum, 2. Kali sulphuricum, 3. Kali phosphoricum, 4. Magnesia phosphorica, 5. Calcarea phosphorica, 6. Natrium sulphuricum, 7. Natrium muriaticum, 8. Kalium chloratum, 9. Natrium phosphoricum, 10. Silicea, 11. Calcarea sulphurica, 12. Ca.Fl.

Dermed begyndte triumftoget for den ”Biokemiske helbredelsesmetode” ifølge Dr. med Schüßler“. Dette smalle hæfte på kun 16 sider skulle skrive medicinhistorie og nåede op på 52 oplag i udvidet form. Allerede det andet oplag, der blev nødvendigt efter et år, udgjorde alene 48 sider som følge af de nødvendige udvidelser inspireret af forslag og besvarede henvendelser.

Selv om behandlingsmetoden var meget kontroversiel, bredte den sig hurtigt og blev også mødt med interesse fra lægerne. Kendskabet til funktionsmidlerne bredte sig hurtigt til udlandet, og der blev snart udgivet oversættelser af Schüßlers publikation på alle de vigtigste sprog.

Det skyldes udelukkende Schüßlers viljestyrke og hans overbvisningsevne, at vi i dag kender, anvender og udbreder kendskabet til hans biokemiske behandlingsmetode. Han var en mand, der modigt stod ved sine overbevisninger. Han forsvarede altid sin helbredelsesmetode, når den blev angrebet og i kølvandet af disse diskussioner blev der konstant fremsat nye argumenter, som var særdeles værdifulde.

Hans mange tilhængere i Odenburg, grundlagde allerede den første biokemiske sammenslutning i 1885. Senere blev de mange biokemiske sammenslutninger, der opstod i kølvandet, slået sammen til det biokemiske forbund i Tyskland ”Biochemischer Bund Deutschlands”. Det eksisterer fortsat og dokumenterer med sit høje medlemstal en stor interesse for biokemi i dag.

Han var i på alle måder en yderst tilbageholdende og beskeden person. Den 14. marts 1898 fik Dr. Schüßler et slagtilfælde, som han dog hurtigt kom sig over, så han var i stand til at foretage de sidste rettelser af det 25. oplag af bogen ”Abgekürzte Therapie“ (Forkortet terapi). Den 30. marts 1898, da han var 77 år gammel, sov han stille ind.

Dr. Wilhelm Heinrich Schüßler efterlod en helbredelsesmetode, der gør det muligt for os at reagere holistisk på menneskers liv ud fra en kropslig betragtning, drage omsorg for helbredet og pleje det og træffe de nødvendige foranstaltninger, når helbreddet svigter.