Hvordan fandt Dr. Schüßler mineralstofferne

Hvordan fandt Schüßler frem til de mineralsalte, der har betydning for mennesker

Schüßler skriver selv i det første oplag af sin ”Forkortede helbredelsesmetode“[1]: ”Udgangspunktet for min forskning var på histologi[2], den dertil knyttede kemi, de uorganiske bestanddele for væv og de psykologiske virkninger og funktioner af disse bestanddele.“

”... Områderne af uorganiske funktionsmidler har jeg fundet frem til på de parallelle stier mellem teori og praksis.“[3]

På basis af undersøgelsen sammensatte han de 12 uorganiske stoffer, der var indeholdt i "dyrs organismer" (Schüßlers formulering). Senere forlod han det tolvte salt, fordi han erstattede det med tallene 9 og 11.

Han lagde sig fast på følgende mineralstoffer. De anføres i den rækkefølge, som vi er vant til i dag.

Nr. 1 Calcium fluoratum nr. 2 Calcium phosphoricum, nr. 3 Ferrum phosphoricum, nr. 4 Kalium chloratum, nr. 5 Kalium phosphoricum, nr. 6 Kalium sulfuricum, nr. 7 Magnesium phosphoricum, nr. 8 Natrium chloratum, nr. 9 Natrium phosphoricum, nr. 10 Natrium sulfuricum, Nr. 11 Silicea og nr. 12 Calcium sulfuricum.

Joachim Broy skriver desuden i sin bog “Die Biochemie nach Dr. Schüßler“ (Biokemisk håndbog ifølge Dr. Schüßler)[4] følgende: ”Schüßler var meget forsigtig med udvælgelsen af sine funktionsmidler. Han ville undgå, at usikre og dårligt afprøvede lægemidler kom ind i hans produktsortiment. Det var netop grunden til, at han oprindeligt havde udviklet sin helbredelsesmetode.

Efterhånden som man fik kendskab til undersøgelser, der stillede spørgsmålstegn ved hans middel Calc. sulf., fjernede han det straks fra serien. Derefter indeholdt serien kun elleve midler. Schüßler foreslog som erstatning i stedet kombinationen Natr. phos. og Silicea. Ikke desto mindre gik vigtige indikationer tabt på grund af denne reduktion.“

I det 25. oplag af bogen ”Abgekürzte Therapie” (Forkortet terapi), som han selv har redigeret, skildres, hvordan Dr. Schüßler diskuterer dette problem[5] :

”I Moleschotts ‘Physiologie der Nahrungsmittel’ er svovlsurkalk anført som næringsstof. Det pågældende værk blev udgivet i 1859. Siden da har adskillige anskuelser erkendt en berigtigelse af ytringen.

I Bunges ”Lehrbuch der physiologischen und pathologischen Chemie”, der udkom i 1887, blev der kun fundet svovlsur kalk i galdeanalyser og kun i to, men ikke i to andre.

I sin lærebog siger Bunge om svovl:

‘Det trænger hovedsageligt ind i dyrekroppen i form af protein og går for det meste derfra via nedbrydning fra spaltning og oxidation af proteinet til den højeste oxidationstilstand som svovlsyre. I denne form, hvor det er bundet af alkali-stoffer, forlader det dyrekroppen for at starte forfra på cyklussen.’

Bindes til ‘alkali-stoffer’, dvs. til kalium og natrium og ikke til jordmetaller: Kalcium og magnesium er bundet til svovlsyren.

Den svovlsure kalk anvendes ganske vist med godt resultat mod mange sygdomme [suppurative betændelsesprocesser, hud- og slimhindelidelser], men da det, som nævnt ovenfor, ikke indgår i konstant sammensætning af organismen, skal den forsvinde fra det biokemiske synsfelt.

”I stedet for dette kommer natriumphos og Silecia i betragtning.”

I mellemtiden har forskningen udviklet sig med stormskridt. Bedre analysemetoder har gjort det muligt at opdage endnu flere stoffer, som indgår i den konstante sammensætning af menneskekroppen. Man kan have tillid til, at Dr. Schüßler på sin geniale måde også har indbygget disse nye opdagelser i sin anskuelse og har integreret dem målrettet i det system, han har udviklet.

Nummer 12 blev af adskillige efterfølgende optaget i systemet igen, andre lod det udgå igen.

Schüßler selv havde en meget åben indstilling til forandringer af sin helbredelsessmetode, hvilket han også erkendte skriftligt: ”Biokemien er stadig ikke perfekt, men den kan perfektioneres[6] og bliver med tiden pefekt.

Når læger, som har erhvervet indgående kundskaber inden for fysiologisk kemi og patologisk anatomi, gerne vil hjælpe med at udvide mit værk, så vil deres bidrag blive modtaget med stor glæde”.

I løbet af de mere end hundrede år siden, at Dr. Schüßler gik bort, er der fundet en række yderligere mineralstofforbindelser i menneskekroppen, der er konstante og ikke kun midlertidigt til stede i sammensætningen. De udvider bestanden af de 12 mineralstofforbindelser, som Dr. Schüßler tog i anvendelse, til i alt 27. I den forbindelse har man fornylig i Adler Pharma tilstræbt at udvide rækken af mineraler til andre nødvendige og dokumenterede sporelementer, der er påvist i organismen. Der forventes at være 6 yderligere supplerende midler.

De oprindelige 12 hhv. 11 biokemiske midler finder imidlertid hovedsageligt anvendelse i henhold til Dr. Schüßler.

De udgør de biokemiske grundmidler ifølge Dr. Schüßler.

[1] Schüßler, Abgekürzte Heilweise, 1. oplag 1874, Side 3

[2] Videnskab og læren om de fine detailopbygning (og funktion) af kroppens væv

[3] På Dr. Schüßlers tid var det også almindeligt at få viden om brændte kropsdele og analyse af aske. Dr. Schüßler har til dels ladet sig orientere af disse analyser, fordi han resonerede, at analysen af aske fra syge mennesker skal være forskellig fra analysen af aske fra raske mennesker, der f.eks. er komme af dage ved en ulykke.

Således kan det forekomme, at helt uvidende om biokemi ifølge Dr. Schüßler hævder, at mineralerne i henhold til Dr. Schüßler blev udvundet fra asken af brændte ligdele. Ja, sommetider ender sådanne meninger sågar i artikler fra helt udenforstående journalister.

Jeg har selv oplevet en sådan udmelding fra en læge, der er leder for en selvhjælpsgruppe for osteoperose, der havde inviteret mig til at holde et foredrag om biokemi ifølge Dr. Schüßler. Der fandt en opklarende debat sted, hvor misforståelserne blev ryddet af vejen.

[4] Broy, Joachim: Die Biochemie nach Dr. Schüßler, München: Klaus Foitzick Verlag, 1992, side 62

[5] Schüßler, Abgekürzte Heilweise, 31. oplag, 1904, side 25

[6] Det betyder, han mente, at de kunne forfines eller udvides endnu mere.